Hjertemand.dk

Bakspejlet

Vågnede brat op engang for længe siden… Vidste ikke hvem jeg var… Hvad jeg stod for… Opdagede at jeg ikke havde taget ansvaret for mit eget liv… Jeg pakkede mig væk… Havde givet slip på alt hvad der mindede om ansvar… Gav alle andre skylden for hvordan mit liv artede sig… Opførte mig som en lille dreng der blev opvartet af sin “mor” Og når der var noget, jeg ikke orkede hylede jeg som (fuck, bliver helt flov over at se tilbage på mig selv) en lille dreng -blev led og ondskabsfuld -deprimeret… Som regel når jeg pludselig skulle tage stilling til noget -påtage mig lidt ansvar -vælge retning -på en eller anden måde…

Pludselig en dag var “mor” væk… Argh! Hvaaaaad?!
Hvem var jeg nu… En mand der så rimeligt voksen ud… Skæg og det hele… 35 år… Men overhovedet ikke voksen -på mange områder.
Det gik op for mig at den var heeeelt gal da jeg ikke anede hvem jeg var når jeg ikke havde hende ved min side… Jeg var helt blank identitetsmæssigt… Der var intet jeg kunne holde mig til… Ingen identitet… Alt hvad jeg kendte og klamrede mig til var væk…
Der blev jeg bange… Virkeligt bange… Det er noget seriøst galt her, bemærkede jeg…  Mit ego viste sig fra den værste side af… Gik i overlevelses mode… Flight/fight response…
Min verden blev sort… Jeg så mig selv blive trukket ud mod kanten af det ukendte… Havde det tykkeste reb om maven der førte og trak mig mod intetheden… På trods af jeg vidste dybt inde i min kerne at det ukendte var og er vejen frem, strittede jeg imod… Ville bare ikke ud over den kant… Den kant var lig med døden… troede jeg… Men jeg blev trukket ubarmhjertigt tættere og tættere på den kant… Mine hæle var slidt til blods… Mine negle flået af til kødet i kampen for at stritte imod…
Tilsidst stod jeg på kanten -og ser, det er universet -der er ingen bund -det er frit fald for evigt… Jeg skriger… Mit ego skriger… Og noget dybere træder i kraft… Jeg giver slip… Slip, slip og lader mig falde ud over kanten… Er klar til at tumle ned… Op… Rundt… Forevigt… Skriger og skriger… Jeg dør, jeg dør… Men det står stille… forundret stopper jeg op og ser… jeg falder ikke… Jeg hænger… der… I et kæmpe tomrum… Vakuum… Det jeg frygtede allermest… Det jeg ville dø af, viser sig at være et af de mest tålmodige, kærlige og mest omsorgsfulde rum til udvikling og til at samle sig selv igen… Stykke for stykke…
Jørgen, du dør ikke af det her… Ikke fysisk… Noget måtte dø, for at Jeg kunne vokse frem -tage ansvar og få dybde i mit liv igen… Kærlighed og omsorg for mig selv…
Et universelt vink med en vognstang… Hav tillid… Universet griber dig, når du tør at give slip…
Tak for min vej frem i livet… Tak for de barske, no bullshit men omsorgsfulde vink med universets vognstænger… Tak for den uendelige tålmodighed… Og den kærlighed der tvinger mig åben for mig selv og verden…
 Hjertemand_Viking

One thought on “Bakspejlet

  1. Susanne

    Tillykke Jørgen .
    Det har jeg ventet på, . Videregiver til rette vedkommende, tak Jørgen.

Leave a Reply